Sommerblues og solskinsstress

Sommeren har et løfte knyttet til sig. Lyse aftener, ferie, ro, tid til det hele.

Forventningen er, at vi skal have det godt. Og netop derfor kan det være så svært at rumme, når vi ikke har det.

For nogle mennesker melder der sig en tungsindighed, når solen står højest.

En form for sommerblues, hvor energien falder frem for at stige, og hvor følelsen af at være ude af trit med omgivelserne bliver tydelig.

For andre opstår det modsatte: en indre uro, en fornemmelse af, at man burde nyde det. Presse mere ud af dagene, mærke lykken — en solskinsstress, der gør fritiden til endnu et sted, hvor man kan komme til kort.

Fælles for de to tilstande er, at de sjældent tages alvorligt.

Vi er vant til at tale om vinterdepression og mørkets betydning, men sommerens skyggesider har vi et fattigere sprog for.

Det efterlader mange med en oplevelse af at være forkerte: Hvordan kan man have det svært, når alle andre tilsyneladende har det let?

Hvad sommerblues kan dække over

Sommerblues viser sig ofte som en stilhed, der ikke er fredfyldt.

Døgnrytmen skrider, strukturen fra hverdagen forsvinder, og de faste holdepunkter — arbejde, rutiner, mennesker man møder — er pludselig væk.

For nogle bliver det tydeligt, hvor meget hverdagens travlhed har dækket over.

Når larmen forstummer, træder det frem, man ikke havde tid til at mærke.

Sommeren kan også vække savn.

Ferier og højtider bærer minder om mennesker, der ikke længere er her, om relationer, der er gået i stykker, eller om et liv, man havde forestillet sig anderledes.

Den lange, lyse tid giver plads til tanker, der ellers holdes på afstand.

Når solen bliver et krav

Solskinsstress handler om en anden dynamik.

Her er problemet ikke tomheden, men forventningen.

Sommeren kommer med et manuskript for, hvordan den skal leves: rejser, samvær, oplevelser, billeder, der bekræfter, at man nyder det.

Når det indre ikke stemmer overens med det ydre billede, opstår der en spænding.

Mange mærker et pres for at præstere fri tid.

Ferien skal være vellykket, familien skal have det rart, og man skal selv vende tilbage som et menneske, der er ladet op.

Det bliver endnu en opgave at løse — og en, hvor man let føler, at man ikke slår til.

For nogle er den ustrukturerede tid i sig selv en belastning.

Uden rammer og opgaver forsvinder de holdepunkter, der ellers holder uroen på plads.

Friheden, som skulle være aflastende, bliver et rum, man ikke ved, hvordan man skal fylde.

Hvorfor det giver mening at søge hjælp

Det er let at affeje sommerblues og solskinsstress som forbigående.

Ofte går de også over af sig selv, når hverdagen vender tilbage.

Men når de gentager sig år efter år, eller når de peger på noget større — et savn, en udmattelse, en relation, der ikke længere fungerer — kan de være værd at se nærmere på.

Her kan psykoterapi være en hjælp.

Ikke fordi følelserne skal fjernes eller optimeres væk, men fordi de rummer information.

Sommerblues, der vender tilbage hvert år, fortæller noget.

Solskinsstress, der presser sig på hver ferie, siger noget om, hvordan man er vant til at møde sig selv og verden.

I terapien er der plads til at undersøge det uden at skulle nå frem til et hurtigt svar.

Hos en psykoterapeut kan man tale om det, der ellers virker for småt eller for pinligt at nævne.

Følelsen af at være forkert midt i al lyset, uroen ved den tomme kalender, tungsindet, man ikke kan forklare.

Nogle af de temaer, der kan tages op i et forløb:

• Hvad forsvinder, når hverdagens struktur falder bort — og hvad træder frem i stedet
• Hvilke forventninger til sommeren, ferien eller lykken man har taget på sig, og hvor de kommer fra
• Hvilke savn, minder eller relationer den lyse tid gør nærværende
• Hvordan man møder sig selv, når kravet om at nyde bliver for stort